Dykning og sightseeing på Kalymnos

Posted by

Så blev det vores tur til at komme afsted på lidt ferie. Vi havde ikke gjort de store forberedelser inden vi skulle afsted, så vi vidste ikke ret meget om stedet, før vi tog afsted. Vi havde dog købt bogen Turen går til Dodekaneserne, så information kunne vi da finde. Med på turen er jeg selv, Morten og min kæreste Rikke.

Dag 1

Vi blev hentet hjemme på adressen kl. 2.45 af et flinkt familiemedlem for at kunne flyve fra Kastrup Lufthavn kl. 6.00. Alt går, som det plejer, indtil vi når til Security. Her mødte vi nemlig en frisk og glad medarbejder, som roste os og lavede sjov med, hvor grundige vi havde været med at pakke flydende produkter i pose, og alle de ting vi havde taget op af tasken for at vise vores elektronik. Det var en dejlig oplevelse. Herefter blev der kigget grundigt på skærmen over min håndbagage som indeholdt noget af mit dykkerudstyr, nemlig mit regulatorsæt. Mit regulatorsæt har et stort indhold af metal og bliver derfor helt sort på skærmen og derfor måtte personalet åbne og kigge i kufferten. Kvinden bag undersøgelsen var nærmest undskyldende, da hun skulle tjekke efter og havde selvfølgelig ikke noget at sige til regulatorsættet da hun først havde kørt det gennem for sig selv et par gange.

Vi sover begge næsten med det samme, vi er kommet ind i flyet. Efter en lille time kommer stewardesserne med morgenmad og den var rigtig fin. Vi kommer til Kos, Grækenland, kl. 10.30 græsk tid, og allerede her kunne vi mærke den stadig ret så store forskel i temperatur i forhold til Danmark som stadig ikke er gået over til sommer. Bagagen kommer rimelig hurtigt på transportbåndet, men Rikkes kuffert lader vente på sig.

Udenfor lufthavnen prajer vi en taxa, som kører os til havnen i Mastichári. Her slår vi os ned på en lille café og venter et par timer før færgen går til Póthia, Kalymnos.

Solen banker ned, mens vi sidder på færgen på vej over det blå hav, og vi kan begge mærke, at den brænder. På kajen på Kalymnos støder vi på en dansk rejseguide, som fortæller os, hvor vi finder bussen. Ved busstoppestedet og billetlugen er der ingen mennesker at se, og køreplanen siger omkring 2 timer til næste bus, så vi hopper ind i en taxa, som kører os til vores hotel Elies. Det går hurtigt og er faktisk ikke særlig dyrt, 10 € måtte vi af med ,og så var vi fri for at slæbe mere på vores kufferter. Taxachaufførerne er utrolig venlige; de åbner døren for én og kæmper en brav kamp for at få vores tunge kufferter ind i bagagerummet.

På hotellet bliver vi mødt af en flink mand bag disken, som ikke engang behøver at spørge efter mit navn – om det er fordi han havde tjek på det. eller fordi vi var de sidste, som han ventede, ved vi ikke. Inden længe er vi ude af døren med lidt mindre tøj på og nu med solcreme, for at finde en is og noget vand. Vi begiver os i åbenbart i den forkerte retning, da hotelmanden kommer løbende og spørger om vi skal til stranden. Han forklarer os, hvor vi skal gå hen, og fortæller også, hvor man kan leje scootere. Uden alt for megen spekulation finder vi lidt at drikke, nogle chips og ikke mindst stranden.

Vi støder på en lille butik hvor vi køber den sædvanlige “rejse-magnet”, som vi altid tager med hjem, når vi har været ude at rejse og et badehåndklæde til mig, fordi jeg havde været så dum at glemme mit eget. Herefter opsøger vi nogle forskellige udlejere af scootere, og beslutter os for ham, som ser mest professionel ud – Stefano. Her får Rikke dog rimeligt kolde fødder, da det er dyrere end det andet sted, og har en selvrisiko på 300 €. Jeg tager styringen, og siger, at det er okay selvom det er “tyveri”. Inden længe sidder vi begge på scooteren, efter lidt startvanskeligheder, og drøner bare derudaf. Til at starte med er det lidt svært og fuldstændig uvant, men vi bliver hurtigt trygge ved fart og trafik.

IMG_3680

Efter at have kørt lidt rundt hist og her på scooteren bliver vi enige om at prøve at køre op til turistbyen Mirties og finde noget at spise, det viste sig dog ikke at være helt let. Hovedgaden i Mirties er åbenbart delt op som en nordlig og en sydlig gade, hvor begge er ensrettede. Dette kunne vi ikke helt finde ud af til at starte med, så vi blev nødt til at køre hjem på hotellet for at spørge. Her var Mikes og Nicolas meget venlige, og hev straks et kort frem for at vise os, hvor vi skulle dreje for at komme op ad den nordlige vej.

Med kortet frisk i hukommelsen kører vi op ad den nordlige rute og tilbage ned gennem Mirties, hvor vi parkerer scooteren for at gå ned på stranden og få noget mad. Vi finder hurtigt en lille strandbar, og slår os ned og bestiller. Mens vi spiser, ser vi den flotteste solnedgang over den lille naboø Telendos.

 

20150605_193950

Dag 2

Morgenmaden starter fra 7.30 og lukker 9.30 og da jeg skal ud at dykke kl. 9, står vi op kl. 8. Morgenmaden er okay, der er frugt, yoghurt, cornflakes, brød med smør, marmelade, ost eller skinke, der er hårdkogte (læs: meget hårdkogte) æg og nogle små småkager med chokolade. Dertil er der mælk, vand og en slags juice/koncentrat, kaffe og the.

Jeg mødes med Mikes og vi går sammen til kompressorrummet for at pakke udstyr. I kompressorrummet har de alt i udstyr, jeg har dog mit eget med, så vi får hurtigt pakket bilen med flasker og udstyr. Til min store overraskelse skal ingen andre end Mikes og jeg dykke, så vi tager centerets instruktør, Andreas med som overflademand. Turen til havnen er med den sædvanlige græske facon, hvor man tager let på reglerne, altså sidder Andreas omme i bagagerummet på den lille to personers bil sammen med udstyret. Da vi ankommer til havnen, får vi hurtigt skiftet til våddragter og lastet båden med udstyr. Mikes fortæller, at vi sejler ud til et dykkersted, hvor vi kan finde en lille hule. Dykkerstedet kaldes Blue Cave.

IMG_4024

 

Efter 20 minutters sejlads ankommer vi til stedet, og Mikes finder stedet at smide anker blot ved landkending. Moderne instrumenter som GPS og ekkolod bruges ikke, når man kender området så godt som Mikes. Vi får rigget udstyret til og dumper i vandet – det er stadig lidt køligt, og min dykkercomputer viser 19 grader. Her bliver jeg glad for, at jeg har taget min 7 mm våddragt med og ikke bare den 3 mm. Stedet vi kommer ned på er goldt og gråt uden det store liv, men sigten er dog som lovet – rigtig god. Der stikker dog et par svampe frem hist og her – som Kalymnos jo er kendt for.

IMG_4026

 

Efter 10 minutters svømning og nedstigning til 15 meter kommer vi til den hule Mikes, har reklameret for. Vi begynder opstigningen, og kommer op inde i en lille helt aflukket hule. Vi kan trække vejret, herinde fordi vandstanden falder om aftenen og blotlægger indgangen til hulen. Lyset i hulen er helt imponerende, hvor vi har det mørke loft og det nærmest magisk lysende blå vand omkring os. På grund af denne specielle lyssætning er billederne herfra ikke blevet til noget, så hvis man vil vide, hvordan det så ud, bliver man nødt til at opleve det selv 😉 Efter et par minutter i hulen begynder vi nedstigningen igen, mens vi ser på de mange bevoksninger på væggen i hulen.

 

 

Da vi når bunden af hulen, spotter jeg den største nøgensnegl, jeg nogensinde har set. Den er gul, hvid og brun og har blålige/lilla horn. Den måler nok 10x3cm. Jeg gør ivrige fagter til Mikes, men der går et lille stykke tid, før han opfatter, hvad jeg vil vise ham. Da han endelig kommer over og ser den, bliver han også ivrig og skyder et par billeder af den.

Efter vi forlader nøgensneglen fortsætter vores tur nedad, indtil vi runder 32 meter. Hernede er der ikke meget liv, så vi følger en stor fiskestime opad igen. På vejen op møder vi et lille krebsdyr, der har overtaget et sneglehus og et par andre interessante væsener, inden vi går på sikkerhedsstop, og kravler tilbage i båden efter en dykketid på 45 minutter.

Tilbage i båden begynder vi sejladsen til det næste dykkested, som ligger halvvejs tilbage mod havnen op ad en ø kun udstyret med en lille kirke. Stedet kaldes Amphoras Garden på grund af de mange gamle vaser, man kan finde her. Da jeg spørger Mikes, om de er antikke, sværger han på, at de er fra et antikt vrag, der er gået ned her ved øen. Efter et, efter min mening, lidt kort overflade interval på kun en time, er vi klar til at dykke igen.

Denne gang går der ikke mange minutter, før jeg får øje på det første skår fra en af krukkerne. Efter vi har svømmet rundt lidt tid, ser vi de første rigtig store bunker af skår. De er alle meget ens, og alle er desværre smadret. På vores tur rundt støder vi på et lille udhæng, hvor nogen har placeret to skår fra vaser. På loftet af dette udhæng ses nogle gule koralagtige bevoksninger som er rigtig flotte.

På dykket ser vi ikke så meget nyt liv, men stadig en masse flotte farver i nuancerne rød/gul/orange. Der er alle steder masser af søpindsvin, og de her svampe, som Kalymnos er kendt for. Fisk er der desværre ikke så mange af, og dem der er, er lidt små. Dog ser vi til sidst på dykket en stor fed og grim moræne, der lige stikker frem fra sit skjul. Dykket bliver på 39 minutter og en max dybde på 26 meter.

Omkring kl. 13 er jeg atter på hotellet igen med udstyret skyllet og klar til i morgen. Vi beslutter os for at køre en tur på scooteren, og før vi ved at det, er vi på vej nordpå for at se den del af øen. Bjergvejene var meget tydelige at se på afstand, og det var et skønt syn. I vores guidebog stod der, at vi skulle tage os i agt for geder på vejene, og dem så vi da også nogle stykker af, de render bare rundt i vejkanten. Vi støder på en lille sidevej, hvor vi kan se ned til vandet, så vi står af scooteren for at gå ned og kigge. Det viser sig at være en strand med sørøvertema, så de små barer er pyntet med sørøverflag, sværd, skattekister og meget mere – selv personalet er klædt ud som pirater. Lidt længere nordpå ser vi en lækker strand, som vi vil vende tilbage til, når vi skal retur.

Vi kommer højere og højere op, og får taget en masse lækre billeder af denne flotte ø. På et tidspunkt når vi op til en lille by, hvor vi spørger en lokal om vej længere nordpå. Hher fortæller han os, at vi ikke kan komme længere, så vi vender om og kører tilbage til den lækre strand, hvor jeg får snorklet lidt rundt. Der er meget lidt liv, og da vandet også er lidt køligt (omkring 18 grader) går jeg hurtigt op igen. Solen er til gengæld dejlig, så vi får ligget lidt på (sten)stranden inden vi kører hjem igen.

Da vi kommer hjem, får vi os lige et bad inden vi kører til Myrtis for at hæve penge og derefter videre ud at spise. På vejen til Myrtis opdager vi, at brændstoftanken næsten er tom, men tænker, at vi kan tanke i morgen når vi skal afsted igen. Så længe kunne vi dog ikke vente, for på vejen hjem fra Myrtis bliver knappen fuldstændig vild. Her blev vi nok begge lidt bange for, at vi ikke kunne nå frem, før vi var kørt helt tør, men vi nåede ned til tankstationen inden det var for sent, og slap for at skulle skubbe scooteren resten af vejen. Herefter kører vi direkte ned til “Nikolas Terverna” for at få noget at spise. Der er ikke mange mennesker på restauranten, men betjeningen er vældig søde og meget snaksaglige. Derfor får vi også lige et par gode råd til, hvad vi ellers skal se, mens vi er på øen.

Dag 3

Dagen starter, som den gjorde i går, morgenmad og ned og pakke udstyr kl. 9. I dag skal vi have en lokal UV-fotograf med, så vi bliver tre på dykket i dag. Andreas er stadig vores overflademand. Den lokale UV-fotograf har ønske et vrag, og det synes jeg jo selvfølgelig bare vi skal tage, så inden længe er vi på vej rundt om naboøen Telendos for at dykke på vraget Panormitis. Mikes fortæller, at skibet har fungeret som cargoskib for de mindre græske øer. Den blev taget ud af linjefarten og rev sig efter sigende løs og drev rundt indtil den klipperne ud for Telendos. De lokale synes, det er mystisk, at den pludselig rev sig løs og fik lov at drive. De spekulerer på, om det er forsikringssvindel. Ikke desto mindre har det nu givet os et vrag at dykke på 🙂

IMG_4150

Igen bruger vi ikke GPS eller ekkolod, men sejler udelukkende efter landkending. Da vi kommer frem, og Mikes er tilfreds, smider vi anker, og får rigget udstyret til. Mikes begynder at svømme lidt frem og tilbage i overflade for at lede efter det stykke skrotmetal, han har lagt som vejviser. Vi finder det ganske få meter fra, hvor ankeret er kastet, herfra er det lige væk fra kysten og nedad. Vi svømmer hastigt ned til 32 meter, da der ikke er meget at se på på vejen. Da vi når omkring 22 meter, kan vi se vraget foran os. Det er rimelig stort og meget smadret. Vi går ned på den dybe side, og kigger langs skibet. Midtskibs er alt næsten smadret og faldet sammen. Begge ender står dog rimelig velbevaret.

 

Min dykkercomputer gør tegn til, at det er tid til at forlade dybden, så vi må om på den anden side på lidt lavere vand. Her svømmer vi gennem skibet et par gange, hvor tingene er smadret, og ser alt indholdet skibet er gået ned med. Da vi når stævnen på skibet viser Mikes mig ankeret, hvori der er trykt et svastika. Herefter er det tid til at forlade skibet helt, inden vi når ind i deko. Turen op til og selve sikkerhedsstoppet er rimelig kedeligt – her er ikke meget at se på. Vraget har dog været ganske fint, så vi tager det kedelige sikkerhedsstop med. Det blev til 39 minutter på 32 meter.

Vi kommer i båden igen og gør klar til at sejle til næste dykkersted. Det er lige omme på den anden side af den lille ø, vi ligger ved, og kaldes Queen of Telendos. For at komme derom tager vi en snæver passage mellem øerne. Herefter kommer vi til en fin lille lagune med læ og turkisblåt vand. Andreas keder sig vist lidt som overflade mand, så han tager en svømmetur i det turkisblå vand og kravler op på den lille ø.

Igen går der kun en time, så er vi i vandet igen. Dykket starter på lavt vand og skråner langsomt til vi er omkring 10 meter nede. Her finder vi en klippe blok med et udhæng, så der er godt med bevoksning. I bevoksningen på denne klippeblok er masser af farvestrålende nøgensnegle. Der er der i alle farver, rød, lyserød, lilla og hvid. Dette dykkested er virkelig godt, hvis man, som jeg, godt kan lide at se nøgensnegle. Vi bruger ca. 20 minutter ved denne blok, hvor vi også ser en kæmpe stor moræne.

Vi fortsætter nedstigningen, og ved 18 meter kommer vi til en hule ind i klippen med bevoksninger af svampe og andet godt. Herefter starter vi turen tilbage, som denne gang går op mellem klippeformationerne med både overhæng og snævre passager. En noget mere interessant tilbagetur end forrige dyk. Mellem alle klipperne gemmer sig masser af små og store fisk, så vi mangler ikke ting at se på, mens vi holder sikkerhedsstop.

Jeg er igen i dag allerede hjemme på hotellet kl. 13, så der er lige tid til en kort lur, inden vi tager på eventyr igen. Hvor vi i går valgte at køre nordpå tager vi i dag sydpå gennem hovedbyen Pothia, og kører videre om til en fantastisk lille bugt kaldet Vathi. Turen hertil er lang, så vi får kørt en del kilometer på bjergvejene. Den lange tur er dog det hele værd, da vi kommer frem. Bugten er det mest frodige sted på øen, så her dyrkes øens grøntsager og citrusfrugter. Der er ikke meget gang i byen, men vi får fundet den lille hyggelige havn og slået os ned på en café og får en sodavand inden turen igen går hjemad op af bjergvejene.

Til vores overraskelse skulle der være bryllup på vores hotel, og som et plaster på såret for høj musik til den lyse morgen, blev vi inviteret med til spisning. Spisesalen var smukt udsmykket i hvidt og lyserødt og med ikke mindre end 500 siddepladser. Brudeparret skulle efter sigende giftes kl. 19 og være på hotellet kl. 21, men da kl. slog 23, og vi stadig ikke havde set skyggen af dem begyndte gæsterne at tage for sig af maden som blev serveret i små anretninger. Der kom meget forskelligt og for os nyt.

Da brudeparret endelig ankommer til hotellet, er vi slet ikke i tvivl om det, selvom det er en lidt anderledes ankomst end ved et bryllup hjemme i Danmark; musikgenren er ligesom på et diskotek og lige så høj – hvis ikke højere. Alle klapper indtil parret har sat sig. Hotellets gæster sidder alle udenfor og nyder maden og snakker indbyrdes om græske kontra danske traditioner og normer. Det går op for både os og grækerne omkring bordet, at vi er ret forskellige, men lige da begynder gæsterne indenfor at slå på tallerkenerne med bestikket ligesom vi er vant til derhjemme. Inden længe danser gæsterne mellem måltiderne og det er fuldstændig, som på film, hvor de danser i rundkreds med hinanden i hænderne. De er rigtig gode til det alle sammen, men faderen til bruden gav den virkelig en skalle. Han dansede selvfølgelig sammen med de andre, men indimellem var han på magisk vis helt nede på hug, hvorefter han sprang op, og knipsede smilende. Det var virkelig en fed oplevelse. Da kl. blev 2.00 var hovedretten stadig ikke blevet serveret og vi besluttede os for at gå i seng selvom festen nærmest kun lige var begyndt. Først omkring kl 6.00 stopper musikken og vi kan få sovet lidt.

Dag 4

På grund af gårdagens festligheder er morgenmaden rykket til klokken 11 og dykningen aflyst. Vi kan derfor tillade os at sove længere og stille og roligt komme i gang med dagen. Vi har i guidebogen læst om en hule på den sydlige del af øen, som vi gerne vil besøge, så straks efter den kraftigste sol er væk, er vi på vej afsted. Skiltene er dog, som overalt på øen, meget mangelfulde, så vi har meget svært ved at finde stedet, vi skal køre til. Det bliver til en del offroad kørsel på knallerten – som den næsten ikke kan klare. Vi finder dog stedet, hvor vi tror nedgangen af. Efter en varm, stejl og lang nedstigning når vi bare ned til en byggetomt til noget, der skulle være et hus.

Slukørede og varme må vi op ad bakken igen. Da vi når toppen er vi fuldstændig opkogte og må smide trøjen. Det lufter heldigvis lidt på toppen. Vi går lidt videre og får nu øje på den lille bitte røde prik der viser ned til hulen. Vi går ned ad en lidt mindre stejl nedstigning og kan i det fjerne skimte noget der minder om en indgang. Da vi når frem ser vi til vores store skuffelse at hulen lukker kl. 14 – og klokken er nu 15.

Vi går skuffede tilbage til scooteren og kører mod den lille by Vlichadia som ligger for enden af en bugt. Her har Mikes fortalt om et museum med ting hentet op fra havet. Det skulle være et must for alle dykkere, at se dette museum, når man nu var på øen. Museet er privat og er drevet af en efterkommer til manden, der med egne hænder har hentet alle de udstillede ting op fra havet. Vi betaler de 3€ pr. person, og går ind. Inde i museet møder vi en enorm samling af alt fra fiskearter til ting fra vrag. Tingene var fint udstillet, men der manglede desværre, som alle andre stedet på Kalymnos, beskrivende skilte, hvilket er synd for de mange flotte ting. Museet er helt sikkert et besøg og pengene værd. Efter besøget på museet får vi en is og en dukkert på stranden, der ligger lige uden for hotellet.

Dag 5

Jeg har fået det rigtig skidt, så jeg får Rikke til at meddele i receptionen, at jeg ikke kan dykke i dag. Min næse er stoppet og jeg hoster. Jeg sover videre, mens Rikke går ned til poolen, og taler lidt med de andre danskere, der er ankommet samtidig med os.

Rikke fortæller her om sin første oplevelse med dykning. De andre skal dykke i poolen igen i dag, og da de skal ned efter udstyr spørger instruktøren Andreas om, jeg vil hjælpe til. Jeg siger ja, men uden at vide, at det åbenbart også var til at blive puttet i en våddragt for at skulle prøve mit første dyk. Mens drengene laver lidt undervandsøvelser læser jeg lidt på lektien. Jeg gennemgår noget af det sværeste, jeg har prøvet i mit liv. Andreas er tålmodig og jeg er helt tryg ved ham, men langt fra på det jeg snart skal til at gøre. Jeg kommer i alt udstyret og får afprøvet min regulator som fungerer ligesom at trække vejret normalt, bare en smule hårdere. Efter at have savlet på den et stykke tid med hovedet over vand, beder Andreas mig om at holde fast i kanten og putte ansigtet under vand. Jeg forstår, hvad han siger, men alt i mig siger, at jeg ikke kan trække vejret under vand. Det tager adskillige dybe vejrtækninger, før jeg tør gøre, som han siger. Da jeg gør det, stiger min puls, men jeg lukker øjnene og prøver at styre mine tanker og min reaktion, som er ved at stikke af. Efter lidt tid er jeg okay, og trækker hovedet op for at spørge “hvad så nu?”, Andreas beder mig blive liggende lidt længere, så det gør jeg. Næste skridt er så at få hele hovedet under vand, og det er bestemt også grænseoverskridende. Jeg gør, som Andreas siger, og han tjekker, om jeg kan forskellige ting under vandet som eksempelvis at fylde min maske med vand og tømme den igen, om jeg kan bruge min regulator, og om jeg kan tage den ud og puste små bobler direkte ud i vandet. Det sidste ryster jeg dog på hovedet over, fordi jeg ikke er tryg ved situationen. Andreas giver mig ok-tegnet flere gange undervejs samt langsomme highfives. Vi svømmer ud på dybere vand, hvor vi afprøver andre øvelser, og her tager jeg mod til at tage min regulator ud for at puste bobler. Ved overfladen møder vi Allan og Sten også klar til at skulle med ned for at lave nogle øvelser. Vi går alle ned, og jeg kigger bare med på sidelinjen, hvor Andreas i øvrigt hele tiden har et øje på mig, så han er sikker på, at jeg er okay. Allan og Sten skal, på bunden af poolen, af- og iføre sig BCD’en og blybælte og det ser sjovt, men slet ikke nemt ud. De klarer den dog begge to med mindre besvær. Inden længe giver jeg besked til Andreas, at jeg gerne vil op grundet tissetrang.

Resten af dagen bliver brugt på hotelværelset på grund af sygdom og almindelig træthed. Vi får dog slæbt os ned og spise, inden vi igen ligger i sengen.

Dag 6

Jeg føler, det er blevet bedre med helbredet, og eftersom jeg kan trykudligne mine ører siger jeg til Mikes, at vi kan dykke. To hollændere er kommet, og vil gerne besøge vraget af Panormitis, så jeg siger god for vi sejler ud til dette. Da vi kommer i vandet kan jeg straks mærke en enorm smerte i min pande. Jeg går lidt op for at forsøge at gå langsomt ned. Da det stadig gør enormt ondt efter et par minutter, og jeg kun er nået 5 meter må jeg give op. Jeg giver tegn til Mikes om, at jeg må gå op, og de bare skal dykke ud til vraget. Dette var desværre den sidste mulighed for, at jeg kan nå og dykke, så jeg måtte desværre nøjes med halvdelen af de dyk, der var bestilt. Det er super ærgerligt, men helbredet er man ikke selv herre over. Da Mikes har glemt en flaske med luft sejler vi tilbage til havnen, hvor jeg så bliver kørt hjem til hotellet af Nicholas, der står og venter med den flaske, der mangler.

Senere beslutter vi, at vi skal over på Telendos for at vandre til toppen og opleve solnedgangen, som skulle være helt fantastisk. Vi kører derfor ned til havnen, og finder båden, vi skal med. Det tager ikke så lang tid at komme over og egentlig heller ikke så lang tid at have set den del af øen, som ikke er bjerg. Det er en hyggelig lille ø, og det er tydeligt med alle de turister, som nyder livet herovre. Inden vi ved af det, er vi gået gennem porten til bjerget og spotter snart røde og blå malerpletter på klippestykkerne på vejen. Vi følger dem længe og møder en del geder på vores vej. Også et par nudiststrande med meget brune mennesker og mange sjove planter. Vi går og vi går og vi går og støder på noget de kalder “North Face” hvor der er en lille grotte. Vi er nysgerrige som altid, så vi går ind og finder resterne af en død ged.

Hurtigt videre, men vi holder stadig drikkepauser undervejs. Da vi har gået i to timer, og er på vej op et sted, som bestemt kræver bedre fodtøj end Nike og converse, støder vi på to klatrere, som spørger, hvor vi skal hen, og om vi klatrer eller vandrer. De fortæller os, at vi er gået meget for langt, og at man kun kan komme til toppen fra, hvor vi står, ved at klatre. Fedt! Ned igen! Og her lærte vi en vigtig ting, at det er nemmere at vandre op end ned, fordi man glider på de løse sten, hvis man ikke virkelig passer på. Flere gange glider vi, og til sidst glider Rikke så langt, at hun er ved at falde bagover – og hvad gør man så, man tager fra med hænderne…….i en kaktus…. Hendes venstre hånd er fyldt med splinter og flere steder bløder det. Det værste sted er i leddet på hendes pegefinger. Det gør ondt, banker og fingeren bliver tykkere og har svært ved at bukke. Jeg puster lidt og forsikrer os om, at vi snart er nede. Slukøret følger hun efter, men ånder lettet op, da vi når ned på lidt fladere grund. Vi finder ud af, at der, hvor vi skulle have gået op af vandrestien, var lige efter porten ind til bjerget, så vi har hele tiden været på den forkerte vej.

Vi finder en båd, som kan sejle os tilbage til Kalymnos, og skynder os hjem i bad og ud at spise. Da vi kommer hjem igen, går jeg i receptionen for at høre, om de har en nål til alle mine splinter. De er endnu en gang super hjælpsomme, og giver mig også olivenolie med, som skulle løsne op på alle splinterne. Jeg får Sten til at holde sin lighter på, så den er helt ren, inden jeg går op, og får Morten til at grave splinten i leddet på min pegefinger ud. Det skulle dog vise sig at være sværere, og langt mere smertefuldt, end jeg havde troet. Til sidst efter at have gravet i nogle minutter går jeg grædende ud for at få et bad. Her står jeg med hånden oppe over hovedet for at løsne lidt op. Da jeg kommer ud af badet, har den største splint løsnet sig så meget, at jeg kan få den ud. Hvilken lettelse!

Dag 7

Vores sidste dag skal bruges på at køre det sidste af øen rundt, så scooteren er tanket og læsset med vand, cola og slik, så vi kan klare den lidt længere tur vi har foran os. Der er en nyere vej, vi ikke har udforsket endnu, og det må vi hellere gøre noget, ved inden turen går hjem. Vi kører nordpå for så at køre øst over og ned sydpå. Vi kommer op på det højeste sted en vej kan tage os, og mærker her, hvordan vinden rigtig kommer på tværs. Udsigten er til gengæld helt fantastisk udover naboøerne.

Inden vores tur slutter, skal vi lige en tur til Pothia for at se klosteret Agios Savvas. Vi er udmærket klar over, at vores påklædning ikke er acceptabel i klosteret, men vi får lov at komme indenfor murene for at se det smukke bygningsværk, og hvor flot de holder det. Det meste så nærmest nymalet ud, så det kunne ikke tage sig bedre ud. Udsigten heroppe fra toppen var fantastisk, og vi kan ikke lade være med at snakke om hvor vigtigt positionen må have været i krigsøjemed før i tiden.

Vi vender næsen hjem til hotellet, hvor vi får pakket, inden vi går ud og får noget at spise.

Dag 8

Dagen starter tidligt, og vi har begge sovet rigtig dårligt. Jeg har igen i nat hostet en del og snotten har haft frit løb og vores myggestik har holdt os vågen den halve nat. Alt er pakket, så vi skal bare ned med kufferterne, hvor taxaen venter på os. Bagagerummet er fyldt til randen, fordi vi skal jo følges med Allan, men det er intet problem for taxamanden, han binder bare et reb på når døren ikke kan lukke. På færgen får vi alle en lille lur inden vi atter er tilbage på Kos, hvor vi hurtigt får fat i en ny taxa, som kører os til lufthavnen. Her får Rikke det skidt med begyndende migræne. Vi lander i København, og jeg ringer straks efter vi er kommet hjem til lægevagten for at få en tid. Det viser sig at jeg har lungebetændelse samt pande- og bihulebetændelse, som jeg så får penicillin for.

Vi kan se tilbage på en ferie, der ikke er gået helt, som vi havde håbet og planlagt. Sygdom kom desværre på tværs af oplevelserne under vandet, men vi har alligevel haft en god ferie. Ikke mindst fordi personalet på hotellet har været så søde, venlige og hjælpsomme hele tiden. Vi kan kun sende rosende ord til hotellet samt de tre gutter på billedet (Andreas, Mikes og Nicholas).

IMG_3852

Man kommer rigtig langt ved at være venlig, og det må man sige, at personalet på hotellet har været og lidt til. De har hjulpet os i alle tænkelige situationer, og de har ikke virket sure eller irriterede over hverken uheld med stikkende planter eller feber og snot. Vi har i den grad fået en rigtig god behandling udover alle grænser, og jeg vil vove at påstå, at hvis ikke de havde været så gæstfri, så havde turen ikke været det værd så uheldige vi har været. Så en kæmpestor tak til gutterne på hotellet for en rigtig god oplevelse.

Skriv et svar