Mount Everest – the Base Camp trek

Skrevet af

Jeg har altid været tiltrukket af udfordringer og det at rykke egne grænser og turen til Mount Everest Base Camp blev min første tur op i højderne, og bestemt ikke den sidste!

                       1471112_10151532549359229_955107508_n  1471988_10151532713414229_527733055_n

Vi var en gruppe på 10 deltagere, der mødtes i København lufthavn for dernæst, at flyve samlet mod hovedstaden Katmandu i Nepal. I Katmandu brugte vi de første dage på sightseeing og jeg var især betaget af den kulturen og religionen i byen. Billederne taler for sig selv…

                                         1473063_10151532542754229_1878308848_n  1393540_10151532543604229_424740879_n 

                                         1470352_10151532541629229_704409305_n  1475809_10151532543644229_407084069_n

Efter nogle fantastiske dage i Katmandu var vi nu pakket og klar til afgang mod vores livs eventyr. Det var en smuk november morgen i 2013, at vi tjekkede ind i indenrigslufthavnen i Kathmandu for dernæst, at flyve en lille time til Himalaya bjergenes lufthavn, Lukla. Det var et lille fly med plads til kun 12 passagerer, og med åbning til piloterne i cockpittet. En flyvetur, der er kendt som værende en af de smukkeste og farligste flyvninger i verden – langs Himalayabjergkæden til lufthavnen Lukla, der er beliggende på en bjergside i 2800 meters højde med verdens korteste landingsplads.

1460106_10151532544894229_1384294299_n  1479066_10151532545404229_282630135_n  1461575_10151532546189229_1959393494_n

Vi landede midt i det smukkeste og mest ubeskrivelige landskab med små farverige træhytter og vilde blomster, der var omgivet af høje sneklædte bjergtoppe. Vi mødte her vores 2 lokale Sherpa-guider ved navn Pemba og Bishnu, der sammen med vores danske guide, skulle ledsage os under hele turen. Vi skulle sammen, som en gruppe, på et trek mod verdens højeste bjerg, vores mål var Mount Everest Base Camp og Kala Patthar i 5600meters højde.

“Mount Everest er opkaldt efter den britiske ingeniør Sir George Everest, der 1841 fastlagde bjergets geografiske koordinater og højde. Bjerget ligger i Himalaya, på grænsen mellem Tibet og Nepal. Mount Everests top ligger 8.848 meter over havets overflade. I den højde er luften så tynd, at der kun er 30 procent af den ilt, der findes ved havets overflade. Denne højde kaldes for ’dødszonen’, da mennesker  vil dø i løbet af få dage med så lidt ilt. De fleste ekspeditioner til toppen udføres derfor med iltmasker som hjælpeudstyr. På grund af de stadig aktive, geologiske kræfter vokser Mount Everest med ca. 1 cm om året og flytter sig samtidig mod nordøst med en fart på 6 cm om året.

                      1453228_10151532546374229_1568414923_n     1452386_10151532713554229_258205891_n

1475777_10151532642899229_1608687371_n     1473023_10151532642679229_263019188_n

Bjerget, der i mange år har besiddet titlen “verdens højeste”, blev første gang besteget fredag den 29. maj i 1953 af sherpaen Tenzing Norgay og newzealænderen sir Edmund Hillary. I 2003 afholdtes ekstraordinært mange ekspeditioner til bjerget i anledning af 50-årsdagen for den første vellykkede ekspedition til toppen. 1500 bjergbestigere har forsøgt at nå toppen siden den første ekspedition, og ud af de 1500 er 170 døde. De værste år var 1996, hvor 15 personer omkom og 2014, hvor en enkelt lavine dræbte 16 sherpaer.

Den yngste person, der har klatret til toppen, er den 13-årige Jordan Romero. Den unge amerikaner nåede tinden den 22. maj 2010. Den ældste, der har nået toppen, er Min Bahadur Sherchan, en tidligere soldat fra Nepal, som stod på toppen den 25. maj 2008 i en alder af 76 år og 340 dage. Nepaleseren Apa Sherpa er den person, som har været på toppen flest gange. 11. maj 2011 nåede han toppen for 21. gang.

1441317_10151532548044229_1134578313_n  1455181_10151532714519229_1450946465_n

Vores første trekking dag bød på en overskuelig 5 timers tur til vores første overnatning i landsbyen Phakding, der paradoksalt nok ligger lavere end selve lufthavnen. En god og nem start, som blev brugt på at lærer hinanden bedre at kende, tjekke og tilpasse udstyr samt tilpasse sig de nye omgivelser, der nu ville være vores verden de næste 2 uger. Vejret viste sig fra sin bedste side hele dagen, og kun lyden af vandrestøvler i skovbunden og floder i det fjerne kunne høres i miles omkreds. Der findes ingen former for motorkøretøjer og al transport af varer, materialer, udstyr mv. transporteres ved hjælp af yak okser, æsler og de hårdtarbejdende indonesiske sherpa’er.

Efter en god nats søvn, og morgenmad på vores tehus, var næste dag sat i gang. Denne dag skulle byde på langt større fysiske udfordringer bestående af en stejl strækning op mod Khumbu regionens hovedstad, Namche Bazaar. En fantastisk flot beliggende by med hyggelig atmosfære, der kun har en ulempe; at man skal vandre en opslidende, varm og stejl to-tre timers tur derop.

I Namche skulle vi have to overnatninger, da kroppen skal have lov til at akklimatisere sig i forhold til højderne. Højdesyge er desværre en væsentlig og farlig faktor, når der trekkes i Himalaya, og man tager derfor nogle forholdsregler ift. hvordan man bedst muligt undviger denne alvorlige tilstand. Én af disse er indlagte hviledage. Vi valgte dog at bruge vores hviledag aktivt, nemlig på en 6 timers lang dagstur rundt til Everest View Hotel (verdens højest beliggende hotel), landsbyen Khumjung, som blandt andet byder på kraniet fra en yeti og historien herom, (hvis man tror på den slags) og til sidst et besøg i landsbyen Khunde, som har et lille hospital, der dækker hele regionen. Her holdte en venlig lokal læge et lille foredrag for os og fortalte om hospitalets historie og de patienter han møder i sit arbejde. Rigtig spændende!

Derudover blev der også tid til shopping af de sidste ting i Namche, hvor der er mulighed for indkøb af udstyr samt en god kop kaffe på en af de lokale cafeer.

                           1472952_10151532548609229_1207651302_n   1464715_10151532546569229_1816110735_n

Efter dagene i Namche Bazaar bevægede vi os yderligere opad i den tynde luft mod byen Tengboche, der har stor religiøs betydning for hele Everest området. I denne by ligger regionens største buddhistiske kloster, og vi benyttede muligheden til at kigge ind og overvære eftermiddagsbønnen. En altid speciel oplevelse, at overvære mennesker, som på fuldstændig kompromisløs vis har valgt at dedikere deres liv til religion og spiritualitet.

Vores 5. dag var der, hvor vi begyndte at mærke højden. Vi krydsede de 4000 højdemeter, og da vi nåede frem til dagens mål, kunne alle deltagere mærke en let hovedpine. Moralen for holdet var dog stadig tårnhøj, og efterhånden som turen forløb, blev de interne jokes flere og fællesskabets bånd stærkere. I Dingboche havde vi desuden endnu en akklimatiseringsdag. Denne blev delt op således, at de deltagere, som havde lyst og overskud til et dagshike kunne søge op mod toppen af bjerget Nangkar Tshang i 5600 meters højde, mens de mere trætte kunne trisse lidt rundt i byen, og ellers bruge resten af dagen på at læse, spille kort eller sove på tehuset i Dingboche.

Tehusene (små familieejede træhuse) var vores spise- og overnatningssted som vi benyttede os af under hele turen. Ret basale i indretning; du får et værelse med en seng og et tæppe, mens toiletter er separate og fælles for alle. Skulle der være et bad, har du været meget heldig. Derudover er der et større fællesareal, som fungerer som spisested såvel som værested om aftenen. Her sidder folk og udveksler historier og erfaringer, mens de spiller kort og hygger om en stor kande sort te. Som regel befinder man sig i dette lokale, helt ind til man hopper i soveposen. Her er nemlig altid er en dejlig varm kakkelovn, hvorimod værelserne på grund af dårlig isolation er meget kolde.

1483310_10151532642034229_1163355463_n  1452386_10151532713554229_258205891_n

Dagen efter drog vi imod Lobuche, hvilket er en rigtig hård dag. Det er dog heldigvis også en dag med et absolut spektakulært skue af storslået natur. Alle kunne på dette tidspunkt mærke højdernes effekt. Ilttilførslen til blodet og lungerne formindskes, hvilket vil sige at din krop langt hurtigere bliver træt, din puls stiger radikalt og du begynder at få sværere ved at få vejret. Et lyspunkt var, at vejret viste sig fra sin mest perfekte side under hele turen, og til trods for træthed var naturen så enestående, at det gav ny mod og energi.

Desværre var jeg blevet ramt af en slem omgang madforgiftning og havde ingen energi tilbage i kroppen, da indtaget af mad havde været meget begrænset de sidste par dage. Efter en længere snak med mine guider blev vi enige om, at det desværre ikke var sikkert at lade mig fortsætte yderligere og jeg skulle i stedet gå et par timer til en nærliggende by, hvor der lå et lille hospital.

Jeg sagde farvel til resten af holdet og ventede de næste to døgn på igen at blive genforenet med gruppen. De kom retur og kunne fortælle, at de skulle kæmpe sig op mod ekspeditionens officielle mål – Mount Everest Basecamp. Den berygtede hårdeste og mest opslidende rute på hele turen bestod af tre timers gang til byen Gorak Shep i 5170 meters højde, hvor de senere skulle tilbringe natten. Et nærmest urealistisk og meget barsk landskab viste sig på denne strækning og efterfølgende fulgte turen mod Everest Base camp, som var lige så stejl, rå og brutal. De resterende 10 deltagere stod endelig på Mount Everest Basecamp i 5364 meters højde og fortalte mig, hvordan de havde været rørt til tårer over endelig, at have besejret de stejle bjergruter!

1474388_10151532642609229_1858822248_n10636315_10152496568227771_4169940560774420877_n1477987_10151532643094229_1754350696_n

Næste morgen havde der været mulighed for, at stå op kl. 5 for at nå toppen af bjerget Kala Pattar til solopgang over Everest. Noget som for mange står som højdepunktet for deres Basecamp trek men som kun 3 fra gruppen havde overskud til at opleve.

Umiddelbart efter morgenmaden samme dag, påbegyndte vi alle sammen nedstigningen af bjerget igen. Det er en speciel følelse, at fornemme, hvordan man skridt for skridt modtager mere ilt, energi og overskud. Man kan blive helt høj på oxygen! De næste par dage gik med yderligere nedstigninger til henholdsvis den charmerende sherpa-landsby Phortse, tilbage gennem Namche Bazaar, hvor vi for første gang i x-antal dage kunne tage et varmt bad!

I Lukla afsluttede vi hele vores eventyr med et brag af en fest på det lokale tehus. Et ukendt antal Everest øl blev drukket til lyden af populært nepalesisk folkemusik, blandt med Take That og andre 90’er klassikere. Noget der satte gang i de trætte ben ude på dansegulvet, hvor vi i selskab med vores dansende sherpaguider, samt andre lokale, lærte traditionel dans.

En bedre slutning på et fantastisk og succesfuldt eventyr er svært at forestille sig!

1471994_10151523231144229_1689768814_n

 

”At rejse er at leve” lyder meget fladt og klicheagtig – men ikke desto mindre, så lever og…

Skriv et svar