Mt Roraima i Venezuela

Posted by

For præcist et år siden var jeg fire uger i Venezuela. I min planlægning havde jeg kun købt en returbillet og derudover havde jeg gjort mig nogle tanker om, hvad jeg gerne ville se. Det første jeg gerne ville opleve var Roraima Table Mountains, som ligger på grænsen til Brasilien i den sydøstlige del af Venezuela. Jeg havde læst, at man kan købe trekkingturen ”to the lost world” i en lille by tæt derpå, som hedder Santa Elena de Uairén. På vejen derned kom jeg igennem byer, hvor der på busstationerne står folk og tilbyder ture til Roraima, men jeg valgte at tage helt til Santa Elena de Uairén, før jeg købte turen. En beslutning jeg blev glad for, idet det var klart det billigste sted at købe. Det blev hurtigt tydeligt, at det er disse ture, der er byens trækplaster. Hvert hostel arrangerer ture ud i det skønne landskab og det tog ikke mere end en halv dag at have fundet en arrangør og planlagt det seks dage og fem nætter lange trek.

På andendagen for min ankomst til Santa Elena de Uairén drager jeg sammen med otte andre forventningsfulde personer af sted ud til nationalparken, hvor Mt Roraima ligger. Den første dag går vi ca 12 km på en nogenlunde flad strækning. Det er varmt og mine fødder bliver hurtigt opkogte i mine vintervandrestøvler – hvilket gør det endnu hårdere at vandre med oppakning. Vores portere bærer vores telte og maden, men tøj, ekstra sko, snacks og vand bærer vi selv.

SONY DSC

Fremme ved vores første lejr kan vi i baggrunden se det smukke bjerg, hvor vi om to dage skal stå og kigge ud over landskabet. Tæt ved lejren løber der en kølig flod, hvor vi kunne tage et forfriskende bad. Vi får hurtigt selskab af en lille flue ved navn Puri-puri, som vil blive en tro følgesvend på hele turen og som melder sin ankomst hver gang der er bare et lille stykke bar hud. Efter et nærende og lækkert aftensmåltid tilberedt af vores portere og guide, kryber vi i soveposerne i tomandstelte og falder hurtigt i søvn.

Dagen efter står vi tidligt op og gik af sted lige som solen titter frem med de første svage stråler. Det ville blive en varm dag, så det var med at komme af sted og tilbagelægge så meget som muligt før solen stod højest. Terrænet ændrer sig stille og roligt og bliver mere bakket og stien snor sig som en doven slange gennem landskabet. Vi skal gå ca ?? km hen til lejr nummer to, som ligger for foden af bjerget. Varmen blev hurtigt en udfordring for mine stakkels fødder og jeg må til sidst skifte til sandaler, hvilket ikke var optimalt i et terræn, der er bakket og stenfyldt og med en oppakning på omkring 8-10 kg, men det var på tidspunktet den eneste mulighed for mig, da kogende fødder gjorde det ulideligt at tage hvert enkelt skridt.

Rutine bliver hurtigt en del af et trek og igen finder vi noget meget forfriskende vand – nogle ville nok kalde det iskoldt – og vasker vores trætte kroppe. Vi er nu kommet lidt op i højderne og udsigten er skøn med bjerget lige på den ene side og et fantastisk landskab på den anden. Toiletforholdene på turen er fuldt ud naturel, det vil sige, at man kalder et område med buske for “toilet” og så må man undgå at træde i andres efterladenskaber – hvilket på sin helt egen måde fungerer fuldt ud.

Igen overmandes jeg af træthed kort efter vi har spist og hopper i køjen, selvom jeg har mest lyst til at sidde og beundre den meget smukke stjerne himmel, som befinder sig lige over mig.

SONY DSC       SONY DSC

Den tredje morgen begynder den egentlige opstigning til toppen af Roraima og vi drager af sted med højt humør. Det bliver hurtigt klart, at vi nu er nået til den mere krævende del af trekket idet stien nu er blevet meget stejl og der må bruges hænder for at komme op enkelte steder. Omgivelserne er skiftet fra tør jord og sten med enkelte buske og små træer til tropisk regnskov med smukke blomster, små vandfald hist og her og et underlag der er præget af at fugten nu omgiver os. For hver meter jeg kommer op ad, bliver udsigten smukkere og smukkere. Den sidste del af opstigningen er udfordrende og stiller krav til os om at være forsigtige og tage hvert skridt med omtanke. Underlaget er glatte og løse sten og der er et lille vandfald lige ved siden af os. Vi tager det stille og roligt og vores guide giver mig en følelse af at være i sikre hænder, så selvom det er udfordrende er det en fed oplevelse.

Det første der kommer op i mig, da jeg når toppen, er, at jeg er kommet til en anden planet. Omgivelserne ligner intet, jeg har set før og jeg er straks betaget. Det er bart og råt med større og mindre sten formationer, der ligger som labyrinter udover hele bjerget. Vi får strenge ordrer på at blive sammen og ingen får lov til at gå alene rundt for langt fra lejeren. Vores lejr bliver på et såkaldt hotel, hvilket guiderne har opkaldt alle de huler i klipperne, hvor der er muligt at opstille en lejr. Vi slår vores telte op i ly for regn og blæst, beskyttet af et tag af klippe. Uheldigt for os er det begyndt at regne, hvilket er det første regn på turen. Endelig kommer mine støvler mig til gavn og jeg kan sidst på dagen som den eneste prale med at have tørre fødder. Vi bruger eftermiddagen på at trave rundt på det flade bjerg med det månelignende landskab. Der er få planter og næsten intet dyreliv, men på sin helt egen måde er det utrolig smukt og betagende.

Vi har to overnatninger oppe på bjerget, hvor planen for den ene dag skulle have været en tur hen til et punkt hvor man kan stå med foden i tre lande på en gang, Venezuela, Brasilien og Guyana, men på grund af heftig regn, bliver denne tur droppet og vi blev ikke langt fra lejren.

På femtedagen begyndte vi igen nedstigningen og denne gang måtte vi gå gennem vandfaldet ved det udfordrende stykke, idet det var blevet større efter de sidste dages nedbør. Da vi kommer længere ned kommer solen igen frem og temperaturen begynder langsomt at stige og opvarme vores kroppe igen. Denne dag er på trekket den dag hvor vi tilbagelægger den længste strækningen, idet vi skal helt ned til den lejr, hvor vi overnattede den første nat. Vi er mildest talt udmattede, da vi endelig når frem efter at have gået ?? km. Så efter en hurtigt dukkert og noget mad, falder vi alle om i hver vores telt.

Den sidste dag går nemt selvom vores kroppe er mærket af de sidste dages strabadser og vi slutter turen af med en lækker frokost på en af de lokale restauranter lidt uden for nationalparken.
Turen har været helt fantastisk og vil være et uforglemmelig minde, som jeg vil kunne tænke tilbage på mange år frem. Det har været en perfekt kombination af smuk, vild natur, fysiske udfordringer og en unik oplevelse, som ikke ligner noget, jeg har set andre steder. Jeg vil mene, de fleste vil kunne gennemføre dette trek, medmindre du har fysiske skavanker, der forhindrer dig i at bruge din krop fuldt ud. Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om at en grundlæggende god fysisk form vil være at foretrække idet der stilles krav til ens styrke og koncentrationsevne, når man er træt. Derudover vil jeg råde alle, der tager på dette trek ikke at slække på udstyret, idet totaloplevelsen går lidt af det, hvis man er våd ind til skindet og fryser. Vi var uheldige og havde regn de to dage, vi var oppe på bjerget og jeg kunne se på de andre i gruppen, som ikke havde udstyret i orden, at de ikke synes det var specielt sjovt at være der. På de varme dage er det vigtigt at have fodtøj på, som ikke kvæler dine fødder, men samtidig giver dig den støtte, du har brug for. Selvom det er fristende at have korte bukser og bluser på, når der er ca 25-30 grader, vil jeg anbefale, at man tager lange bukser og bluser på, idet den kære Puri-puri flue er ubarmhjertig og bider, hvor den kan komme til det.

Det sidste råd jeg har, er, at du skal pakke let, idet du selv skal bære dine ting. Måske lyder 8-10 kg ikke af meget, men når man skal gå opad stejle bjergsider har hvert kilo en betydning. Turen kan med lethed kombineres med en tur til Angel Falls??, hvilket er det højeste vandfald i verden og skulle være en helt unik oplevelse. Ellers er der bare tilbage at sige god fornøjelse, hvis du beslutter dig for at tage på dette trek, det kan varmt anbefales.

Jeg er uddannet Socialrådgiver og arbejder til daglig som mentor for psykisk syge, hjemløse, misbrugere osv. Jeg har…

Skriv et svar